Leder i KUNST & BORGER, nr. 186 (nov. 2009)
Man har fødselsdag, når man har det – medmindre
"man" er en supermarkedskæde, der har fødselsdag hver tredje måned.
Når
"man" er Roskilde Kunstforening ligger sagen dog ganske klar. Vi har
fødselsdag i 2010, hvor vi runder ikke mindre end de 70 år!
Sådan en begivenhed skal selvfølgelig fejres. Og det vil vi
hele året igennem gøre ved at vise, hvor unge, fornyende og udviklende os selv vi
er.
Faktisk
har vi allerede taget forskud på glæderne ved også her i 2009 at have lavet udstillinger og
arrangementer, der peger på, at vi, som en i sindet ung forening, hele tiden
skal søge nye udfordringer og prøve nye grænser af.
Det
gjaldt således vores udstilling i august af polsk glaskunst af en helt ny art
og karat. En udstilling, der også gav Roskilde noget at leve op til, når der i
vores dejlige Palæhave (med nem adgang gennem Palæets port) i en hel måned
rundt om i træer og buske var ophængt de dejligste glaskunstværker – uden at et
eneste af dem blev hærværksbeskadiget bare den allermindste smule.
Og
det gælder den netop afsluttede udstilling af danske tegneseriekunstnere, som
trak en helt ny og anderledes billedgenre frem i lyset, så vi alle klart kunne
opleve, at tegneseriekunst netop også er KUNST. Det var en udstilling, der også
appellerede til en bred presseomtale.
Den linje vil vi fortsætte i 2010, der bl.a. vil give os
mødet med helt ung dansk kunst,
med en mindeudstilling for Jørgen Boberg og – til efteråret, når den nye store
bronceport bliver opsat i Domkirken – en stor ophængning af Peter Brandes.
Men
der stopper vi ikke. Vi vil nemlig bruge fødselsdagsanledningen til at
introducere en række særdeles kontante medlemsfordele. Det drejer sig om
rabatter på vore rejser, foredragsrækker og koncerter. Det drejer sig om medlemmernes rabatmuligheder, når der
handles i byen. Og det drejer sig ikke mindst om de rabatter, man kan opnå ved
kunstkøb på vore udstillinger.
På
denne måde kan vi således tilbyde de medlemmer, der er brugere af vore mange
tilbud, at de kan få mere end kontingentet dækket ind i besparelser.
Også på formidlingsfronten bliver der tale om de nye
muligheders år. Vi har i øjeblikket fået samlet mail-adresser fra to tredjedele
af vore medlemmer, som allerede nu betjenes med jævnlige oplysningsmails om
alle de udstillinger og begivenheder, der foregår i Palæfløjen. Den liste skal
vi have fuldkommengjort, så vi fremover kan være sikre på, at ingen i Roskilde
Kunstforening behøver at stå uden informationer om, hvad der foregår.
Og endelig kan vi røbe – nej, det røber vi alligevel ikke
endnu! I hvert fald ikke andet end, at vi til efteråret træder mæcenatisk frem
på arenaen. Når tiden er dertil, vil til gengæld alle få mere at vide – både af
den ene og den anden kanal.
Fødselsdag eller ej er vi glade for at være et af de
fremtrædende eksempler på den
udviklingsorienterede kulturpolitik, der er lagt op til i Roskilde, når vi
sammen med kulturforvaltningen formulerer både det langsigtede og overordnede
formål med vores virksomhed og de mere kortsigtede, konkrete delmål, som vi
pålægger os selv at opfylde.
For
vi vil gerne ved forsat at gøre os til en god kunstforening være medvirkende
til at skabe det gode kulturelle klima, som bør herske i Roskilde.
JP