Historie

Palæet i Roskilde
 
I 1100-tallet bygger Biskop Svend en gård øst for Domkirken. Det er denne gård, der i dag kendes som det Gule Palæ i Roskilde, og som godt 100 år senere blev forbundet til Domkirken med den i dag så berømte Absalonsbue.
Det er også den gård, hvis vestfløj i dag lægger rum og atmosfære til Roskilde Kunstforenings udstillinger.
Selvfølgelig er der siden sket store ændringer: i 1731 nedrives husene i det tilstødende stræde for at redde gården, som nu var bispegård, under den store ildebrand i Roskilde, men til gengæld rives det hele ned i 1732, da Christian VI beslutter, at en bolig for ham og hans hof skal opføres på tomten. Dette projekt står arkitekt Lauritz Thurah for i 1733, hvilket arkitekt Jørgen Koch retter lidt på i 1835, hvor 1. salen i hovedfløjen bliver indrettet til Stændersalen, som indtil 1849 bruges af Østifternes Stænderforsamling til møder.
Efter 1849 bliver Palæets hovedfløj brugt som bolig for prominente folk, men i 1923 bliver Palæet atter Bispegård og bolig for biskoppen ved oprettelsen af Roskilde Stift.
I 1991 stiller Roskilde Kommune den vestlige fløj - Palæfløjen - til rådighed for Roskilde Kunstforening, som siden har afholdt udstillinger og mange forskellige arrangementer i de smukke gamle lokaler.
Kom selv forbi og se!
 
 
 
Foto: Niels Kaare Westh
 


© Copyright 2005-2010 Roskilde Kunstforening
Alle rettigheder forbeholdes.
www.olo.dk